Indtil sidste år var det mig, der bagte julesmåkagerne og lavede alt konfekt. Godt nok i hyggeligt selskab med en veninde. Vi havde selvfølgelig også alle børnene omkring os. De skulle jo være med.
At det så altid endte med, ungerne arbejdede ca. 10. min og vi (mødrene) stod tilbage med resten, det betød mindre. Vi havde vores store småkage-bagedag.
Sidste år forsøgte min mand sig, efter den første portion var blevet spist hurtigere end, vi kunne nå at sige finsk brød. Og det var han god til. Han har sans for akkuratesse i bagningen. Grundig og stærk. Gode dyder, når der skal æltes dej.
Han laver jødekvarter, brunkager og (den store finale) vaniljekranse. Vaniljekransene er berygtede i min mands familie. Det forlyder, min hedengangne svigermor har smidt mere end en plade færdigbagte vaniljekranse ud, fordi der ikke var streger i dejen - de flød ud! En vaniljekrans skal have spor efter stjerneudstandseren, punktum! Og det har min mands smukke og velsmagende kranse.
(Han har i øvrigt skåret en lille træliste til i den rette længde, så alle kransene bliver lige lange. Smart, synes jeg.
Og så er jeg definitivt færdig med at bage de småkager. Må se mig om efter nye opskrifter....
En skam jeg ikke kan dele duft og smag med jer, men sådan ser de ud....
