Jeg har mistet min mor.

D. 20. september sidste år mistede jeg min mor. 

Totalt uventet for alle. På ingen måde forberedt eller bare et lille hint om, det var nu, det skulle ske. 

Hun havde sagt, hun var blevet spået, hun ville blive rigtig gammel og det troede vi fuldt og fast på. Som et barn tror på sin forælder. Ubetinget. Fuld af kærlighed.

 I den tid der er gået siden, er det for alvor op for mig, hvor meget hun egentlig betød i mit liv. Hvor mange ting vi havde tilfælles, hvor godt vi kendte hinanden og hvor uendelige mange ting, der nu aldrig vil blive det samme.

Jeg savner at kunne ringe, komme forbi og lige få uventet besøg. Lige at fortælle om dette og hint, som jeg ved, hun ville have en god kommentar til. Jeg savner at høre hende grine.
Jeg savner hendes livssyn - optimistisk og fuld af planer. Jeg savner vores indforståethed - bare et blik gennem hele lokalet, så vidste vi, hvad vi mente.

Jeg tuder stadig - lige pludselig. Stille under dynen. Under strygning. I haven under æbletræet. Når børnene leger. Tulipanerne står side om side udenfor - hun var med til at lægge løgene. Og nu - hvor jeg skriver.

Sådan er det nok. Sorgen. Jeg har mistet min uskyldige tro på, min verden er urørlig. Mit hjerte har fået et sår, der aldrig vil læges.

 Jeg har mistet min mor.