I dag blev jeg rørt. Næsten til tårer foran kaffeautomaten.
Her gik det op for mig, hvor stort det var - det, der var sket bare en halv time før.
Et forældrepar havde booket tid til en ekstra samtale. Ikke for at tale om deres barn.
De havde behov for at sige pænt farvel til os - min kollega og jeg.
Vi skal ikke have deres dreng mere - han fortsætter på skolen, men rykker op i 7. kl. og dermed i udskolingen. Vi bliver på mellemtrinnet og skal sige farvel til sommer.
De tog begge fri fra arbejde for at komme ind på skolen og sige tak - havde endda chokolade med.
Det rører mig dybt.
De tog sig tid til at sige tak. Det varmer helt ind i sjælen.
Gid, der var flere, der ville give sig tid til at sige tak. Det har vi brug for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar